Keld & Hilda

Med en perlerække af Grand Prix-sejre, Grammy’er, samt sølv-, guld og platinplader har Heick-familien for længst slået sit navn fast som en af de store og mest langtidsholdbare succes’er i dansk underholdning. I 5-6 årtier har Keld & Hilda forsynet generation efter generation med musik, der strækker sig lige fra pop til viser og fra rock’n’roll til Grand Prix.

Gennem årene har de desuden begge været revydirektører og tv-værter med f.eks. ”Så’ det lørdag”, “Lykkehjulet”, “Musikbutikken”, “Boxen”, ”Top Charlie”, ”Charlie i Parken” og ”Dansk Melodi Grand Prix” som nogle af de mest folkelige træffere.

Det var med sin rolle som studievært i “Musikbutikken” (1998-2002), at Keld første gang for alvor gjorde opmærksom på nye sider af sit talent. I duet med bl.a. Tommy Steele, Cliff Richard, David Bowie, Tom Jones og Lionel Richie fik han vist lidt af det potentiale, som indtil da kun var kendt af en snæver kreds.

The Donkeys

Keld var lige fyldt 16 år, da han vandt sin første sangkonkurrence – og han var 19, da han med sit band, The Donkeys, blev Danmarksmester i “pigtrådsmusik”, som tidens beat/rock-musik jo så smukt kaldtes i starten af 60’erne. Siden blev det til landeplager af den lidt blødere slags som f.eks. “Vi skal gå hånd i hånd” samtidig med, at han som sangskriver forsynede en række af sine kolleger med musik og – ikke mindst – tekster.

Sangskriveriet kulminerede op gennem 70’erne, 80’erne og 90’erne med ikke færre end 9 sejre i Dansk Melodi Grand Prix – en rekord, som måske aldrig vil blive slået…

Til tops på hitlisterne

Samarbejdet med Hilda tog for alvor fart i 1976, da parret gik til tops på hitlisterne med “Do You Speak English” – og fra 1981 var de ikke kun partnere i privatlivet men også på scenerne rundt omkring i det danske land. Som solister medvirkede de 4 gange i Melodi Grand Prix.

Da de i begyndelsen af 90’erne overtog ledelsen af Nykøbing F. Revyen, var det med Hilda som organisator og omdrejningspunkt. I 6 år var hun direktør for Danmarks næststørste revy.

I 2005 blev hun studievært på programmet “Boxen” i DR TV, og her jonglerede hun med tal og hyggesnakkede med seerne hver søndag i 7 år.

Four Jacks og show med datteren

Nye konstellationer så dagens lys i 2008 og frem til 2019. Det var hhv. det første af 4 teatershows om ”Four Jacks”, hvor Keld spillede sammen med Jesper Asholt, Stig Rossen, Jesper Lohmann og Tivolis Bigband – samt ”2 x Heick”, som bød på underholdning med far og datter + band.

”Nu stopper du, Far” var en musikalsk forestilling med masser af drillerier og selvironi og med ”Mor” i en gennemgående, usynlig birolle.

Dansk Melodi Grand Prix

I 2016 var det så Hilda, der sammen med datteren, Annette, tegnede sig for en hovedrolle. De to blev nemlig sammen med Jacob Riising valgt som værter til Dansk Melodi Grand Prix. Keld modtog samme år som den første nogensinde ugebladet Familie-Journalens ærespris for sin betydning for dansktop-genren.

De seneste år

I 2019 prøvede Keld kræfter med teatret i stykket ”End of the Rainbow”, som omhandler de sidste måneder af den amerikanske sang-legende Judy Garlands liv, mens Hilda i samme periode genoptog sine foredrag om livet som popstjerne på godt og ondt.

Året 2020 satte med corona-epidemien en grundig stopper for al levende underholdning, så her blev der masser af tid til tv-optræden. Man kunne bl.a. opleve parret i 6 afsnit på DR1 i programmet ”Keld og Hilda tester fremtiden”, og sidst på året gennem 9 uger følge Hilda og hendes dansepartner, Michael Olesen i TV 2’s store flagskib ”Vild Med Dans”.

Fotograf: Hanne Juul, Aller Foto & Video

Samtidig modtog de begge Danske Populær Autorers ærespris for deres rolle i dansk musik som professionelle sangskrivere gennem en lang årrække.

Parret har som få forstået kunsten at få danskere i alle aldre og samfundslag til at synge med på deres sange. De kan i år fejre 100 års jubilæum (60 + 40 år) med en landsdækkende turné. Det er ikke uden grund, at Keld & Hilda er blevet kaldt “HR. OG FRU DANMARK”…

Keld & Hilda